10. Lister - En anden type variabel

Du er her: StartIndholdsfortegnelse → Lister - En anden type variabel
Indhold

Indledning

Hidtil har vi arbejdet med den typer af variabler, der kan indeholde én værdi. Nu skal vi arbejde med en type variabler, der kan indeholde flere værdier. Disse variabler kunne kaldes for lister eller sæt, hvilket er en oversættelse af det engelske ord: array.

Syntaks

Der er flere forskellige muligheder for at tildele værdier til en liste (eller et array). Den mest enkle syntaks for arrays (lister) er ikke så meget forskellig fra den, der gælder for almindelige variabler.

$navn[] = "værdi";
//gælder for tekst-variable

eller

$tal[] = værdi;
//gælder for tal-variable

Der bliver altså bare tilføjet to kantede parenteser: [ og ] efter variabel-navnet.

Eksempel 1

Hvis vi f.eks. skal lave en liste over akvariefisk kan det se således ud:

$akvariefisk[] = "Guppy";
$akvariefisk[] = "Neonfisk";
$akvariefisk[] = "Platy";
$akvariefisk[] = "Zebrafisk";

Listen $akvariefisk indeholder nu 4 værdier. Det lidt specielle ved disse lister, er den måde de nummeres på. Lister af denne slags starter altid med nummer 0. Det vil sige vi har her følgende nummerering:

Guppy er nummer 0
Neonfisk er nummer 1
Platy er nummer 2
Zebrafisk er nummer 3

Enhver værdi i listen har altså et nummer og en værdi. Dette kaldes også for en nøgle og en værdi.

Når man skal have vist indholdet af en liste af denne type kan man altså henvise til det nummer (dvs. den nøgle), som er tilknyttet den variabel, man vil have vist:

echo "Jeg har $akvariefisk[2] i mit akvarium.";

Giver derfor følgende resultat:

Jeg har Platy i mit akvarium.

Eksempel 2

Man kan også selv sørge for at nummerere listen, hvis man vil have en bestemt nummerering:

$kursist[1] = "Klaus Hansen";
$kursist[2] = "Niels Mattiasen";
$kursist[5] = "Lars Larsen";
$kursist[9] = "Mads Johansen";

Vi har nu 4 kursister med hver et nummer tilknyttet. Hvis vi nu tilsætter en ekstra kursist således:

$kursist[] = "Nina Nicholson";

Det vil altså sige uden at give et nummer, så får Nina Nicholson tildelt det næste ledige nummer i rækken. Nina Nicholson bliver altså nummer 10.

Øvelse 10.1

  1. Opret en ny mappe og kald den liste1
  2. Opret en ny side og gem den som husdyr.php i mappen liste1
  3. Opret på denne side en liste med husdyr. Der skal være mindst 4 husdyr.
  4. Få dit program til at vise mindst 2 af husdyrene på skærmen.
  5. Send øvelsen til din lærer

Øvelse 10.2

  1. Opret en ny side og gem den som udstyr.php i mappen liste1
  2. Opret på denne side en liste over PC-udstyr. Der skal være mindst 5 stykker pc-udstyr.
  3. Få dit program til at vise mindst 3 af pc-udstyret på skærmen.
  4. Send øvelsen til din lærer